|
Veje
Lige siden landets første motorvejsbyggerier, der indledtes med Hørsholm-motorvejen i 1956, har M. J. Eriksson været blandt de førende entreprenører indenfor vejbygning.
Fra Nordjyllands vandmættede sandgrund over de Midtjyske Hedearealer, gennem det smukke og bakkede landskab på Fyn til den fede, Sydsjællandske ler og over Københavnerkalken har M. J. Eriksson bygget nye veje til gavn og glæde for bilister i hele Danmark.
Der er således næppe noget andet firma, som gennem tiderne har ny- eller ombygget så mange veje i Danmark som M. J. Eriksson. Fra kørebaneudvidelse i 1 m bredde over 12 m strækning til komplette motorvejstracéer over 20 km – M. J. Eriksson kender til det og har prøvet det. M. J. Eriksson begynder straks efter at landmanden har høstet sin afgrøde, og vi forlader ikke pladsen, førend det sidste vejskilt er sat og den sidste stribe er malet.
Da Sjælland skulle gøres landfast med det meste af det øvrige Europa, var det M. J. Eriksson, der etablerede det nye stykke motorvej ved Korsør og rampeanlægget fra øst og helt op til Storebæltsbroens enorme og højt svævende vejbane.
Herefter fandt vi det kun naturligt, at M. J. Eriksson også skulle være en aktiv deltager i udførelsen af landanlægget for Øresundsbroen, som i sin fulde længde strækker sig fra Sjællandsbroen og Kalvebod Bro i vest og mere end 10 km over Amager til Øresund. Fra 1994 til den sidste færdiggørelse godt 5 år senere var M. J. Eriksson aktivt medvirkende i det, der er blevet betegnet som Danmarkshistoriens største infrastrukturprojekt.
Over sommeren 2002 blev de sidste arbejder på en længere motorvejsstrækning i Nordjylland færdiggjort, og dermed sluttede en æra med motorvejsbyggerier i denne landsdel. Men dermed gik vi ikke i stå. En større del af maskinparken blev opstillet uden for Sønderborg for, da startskuddet lyd, at arbejde sig over Als med det, der i løbet af de næste 3 år skulle blive til en ny, 4-sporet motortrafikvej mellem Madeskov og Bro.
I foråret 2002 blev vi en del af det konsortium, der på Køge Bugt Motorvejen udvidede vejbanen med et 3. spor til afhjælpning af lidt af den stuvende myldretidstrafik ind og ud af København.
I november måned 2008 afsluttede vi udvidelsen af Danmarks mest trafikerede vej, M10 Køge Bugt Motorvejen, som nu også er Danmarks bredeste motorvej. Motorvejsstrækningen mellem Motorring 4 og Greve nord er nu farbar med i alt 10 spor og mellem Greve Nord og Greve Syd med 8 spor. Opgaven var under udførelse siden slutningen af 2005. M.J. Eriksson A/S har blandt andet afgravet, flyttet og genindbygget 130.000 m2 jord, og udlagt nye bærelag og slidlag med mere end 64.000 tons asfalt.
|
|